forside

 

Program og argumenterne til

Agoráens vinterseminaret 2018

om

 

ØKOLOGIENS POLITISKE KROP

 

den 27. og 28. JANUAR 2018

i København

(Frederiksholms Kanal 2, 2.tv.)

Lørdag d. 27. januar

(fra 10 til 17)

Indledning ved Lis Haugaard,

præsentation af programmet.

(det samlede argument kan læses her)

Formiddag (10-13) :

Laurits Lauritsen,

Anne-Elène Delavignes studier i dansk økologisme 1990-2010

 

Christian Høgel,

Fra fællesskab (communitas) til biologisk afskærmning (immunitas).

Om Eric Santner’s nylæsning af Ernst Kantorowicz’s bog The King’s Two Bodies

 

I sin bog The Royal Remains (2011) knytter Eric Santner en række forestillinger om krop og herredømme sammen og sætter ny fokus på psykoanalysens evne til at udpege forklarende elementer i forståelsen af herredømme, før og nu. Udgangspunktet (som der også spilles på i Santner’s titel) er Ernst Kantorowicz’s bog The King’s Two Bodies (1957), der som hovedpointe havde at før-moderne forestillinger om herskerens magt altid var knyttet til dennes krop, og at man forestillede sig denne med to kroppe: en almindelig, dødelig krop, og så en overnaturlig, udødelig krop der garanterede en forbindelse til det guddommelige og dermed legitimerede magtbesiddelsen. Denne opdeling så Kantorowicz som udgangspunktet for den moderne forestilling om herskermagten som institution og dermed adskilt fra den person/krop, der måtte indtage dens position. Denne tanke om en historisk baggrund for moderne abstrakt statstænkning bygger Santner videre på, idet han taler om en overgang fra en transcendent orden beroende på kongens magt (med dennes krop som herredømmets udgangspunkt) til en horisontal orden med folkets magt, hvor kroppen, eller kødet som Santner taler om, ikke længere er entydigt placeret. Alles individualiserede kroppe er nu bærere af magt – eller måske ingens. I hvert fald ser Santner dette krop/kød som rest, som mestersignifiant der garanterer herredømmet og præsenterer subjektet for de andre signifianter. Og i den moderne verden er tidligere tiders communitas (samhørighed i kongens krop) afløst af en politisk immunitas (biologisk afskærmningspolitik, der reducerer menneskene til kroppe). Dette sidste bygger på Roberto Espositos tanker om følgerne af at magten i den moderne verden er gjort immanent, men også på Giorgio Agambens forestillinger om det nøgne liv. Med udgangspunkt i undtagelsestilstanden (her trækkes der ud over Agamben også på Carl Schmitt) kan menneskets grundlæggende skrøbelighed kun indføjes i en statstænkning, hvis kroppen som mestersignifiant giver anledning til indstiftelse af Loven, i gamle dage i kongens krop, i dag i det som Santner (med lån fra Foucault) kalder biopolitik eller biokrati.

 

Samlet set byder Santners bog både på en historisk tænkning med kødet som fokuspunkt for herredømme og en af dækning af den moderne stat læst med psykoanalytisk blik. Dette sker ved at kombinere en række tænkeres bidrag til et samlet billede, men også ved at tage Lacan på ordet og gøre rest, Loven og mestersignifiant til hovedbegreber.

Eftermiddag (14.30-17)

 

Christiane Mossin,

‘Det sociales teologi’

På sporet af det sakrale som konstitutivt for det sociale?

 

Oplægget vil aftegne konturerne af en ‘teologi for det sociale’. Hvor politisk-teologiske teoridannelser i overvejende grad baserer sig på monoteistiske begreber, vil oplægget følge i sporet af tænkere som Mauss, Durkheim, Lévi-Strauss og Bataille, der fokuserer på ‘det sakrale’ som diffuse, smitsomme kræfter. Jeg vil argumentere for at ‘det sakrale’ hos disse tænkere udvikles som et billede på det sociale som sådan — netop på grundlag af dets flydende og kamæleonagtige karakter. I oplægget vil jeg fokusere på begreber som ‘økonomi’, ‘offer’, ‘urenhed’, 'immanens' og ‘kannibalisme’ — der på hver deres måde kan lede os på sporet af en mulig dybtliggende sammenhæng mellem det sakrale og det sociale.

 

Christiane Mossin, PhD i filosofi. Tilknyttet forskningsprojektet 'Civilsamfundet i statens skygge', CBS.

PhD-afhandling: Interzones of Law and Metaphysics. Hierarchies, Logics and Foundations of Social Order seen through the Prism of EU Social Rights.

Speciale: Historisk retstænkning og retsmetafysik. En fortolkning og udarbejdning af Carl Schmitts retsfilosofi på grundlag af en kritisk helhedslæsning af forfatterskabe

 

 

Søndag den 28. januar

(fra 10 til 16)

Formiddag 10-13

Stig Salling,

Om Hannah Arendts arbejdsbegreb

 

Frigør arbejdet, og i så fald fra/til hvad? Marx var i knibe her, fordi proletariat både skulle kendetegnes ved og frigøres fra arbejdets byrde. Arendt indføjer hertil et skel mellem ”labour”, det uendelige møjsommelige slid (drift?) og ”work”, det arbejder, der konstant slutter ved og med et produkt (objekt?) (begæren?). Der er tale om forskellige arbejdsgivere, utvivlsomt. Måske gives der flere, apropos Lacans fire diskurser, hvor øverste højre hjørne er arbejdets plads (arbejdspladsen). Og dermed også forskellige frigørelser? Trods en (næsten) totalt bio-politiseret verden synes konflikten hos Arendt til syvende og sidst dog at være den samme som i antikken: Skal frigørelsen fra arbejdets byrde tjene vita contemplativa (lystprincippet) eller kan tænkes en (fjerde) aktivitet, en egentligt vita activa?

 

Lis Haugaard,

Om Alexandre Kojèves « La notion de l'autoritè ».

Det drejer sig om den fransk-russiske filosof Alexandre Kojèves bog om autoritet skrevet under jorden, for Kojève var modstandsmand, i 1943, og udkommet i 1954, La notion de l'autorité. Jeg vil forholde Kojèves fire autoritetstyper (mesteren, dommeren, chefen, faderen) med Lacans diskurs-begreb, mere specifikt hvad angår den dominante plads som S1 optager i Mesterdiskursen. Overveje sammen med jer, den 'tid' (i Kojéves metafysiske analyse), der produceres iflg. de forskellige autoritetstyper (og deres sammensætninger), og forholde hans analyse, på denne baggrund, af den borgerlige revolution, med vor tids tidsnød, herunder økologismens naturideal der har evigheden som perspektiv?

 

 

Eftermiddag 14.30-16

 

Osvaldo Cariola,

Sandhedens mestre

 

Med udgangspunkt i den belgiske hellenist Marcel Detiennes filosofiske doktorafhandling fra 1965 (genudgivet i 1995 med nyt forord), « Les maîtres de vérité dans la Grèce archaïque » vil jeg forsøge at begribe den ændring i tankegangen, der fandt sted i den græske oldtid i perioden fra ca. det 6. til det 4. århundrede før vores tidsregning. En ændring der medførte en afgørende forandring i de da gældende intellektuelle parametre og som vi fortsat mærker den dag i dag. Forskydningen af sandhedskriterierne medførte nemlig ikke kun en mærkbar udskiftning af de figurer som en tid lang havde fungeret som sandhedskilder. Det var opfattelsen af sandheden som sådan der derved forandredes, i takt med at en ny begribelse af viden vinder indpas.

 

Fra at have været i digternes og oraklernes hænder er det nu filosofferne og videnskabsmændene der menes at skulle tage vare på sandheden. Og fra at have befundet sig ude på landet, i sædvanligvis vanskeligt tilgængelige egne, er det nu i byerne og navnlig deres torve at sandheden finder husly. Dialektikken giver den nu næring efter at den i lang tid var overgivet til retorikkens kunstlede former.

 

Det såkaldte 'græske mirakel' —denne nærmest kambriske eksplosion af kunst og kultur, videnskab og matematik, dialog og argumentation— bunder til syvende og sidst i en ændring af opfattelsen af sproget og talen, i en ny begribelse af rationaliteten som på enestående vis opretter en nærmest mirakuløs sammenhæng mellem aletheia, logos og agoráen.

 

Kan vi mon i den forbindelse tale om at 'en ny signifikant' vandt indpas i den daværende diskursivitet?

 

Spørgsmålet er selvfølgelig ikke nyt. For allerede i den selvsamme oldtid var man klar over at der skete noget usædvanligt. Renæssancen genoptager blot denne forundring og vores egen tid spørger gudskelov fortsat dertil. Således vores egen Ivar Gjørup, der i sin på mange måder enestående bog, « Platons gåde. Den levende skrift » fra 2016, langt hen ad vejen undersøger denne problematik fra skriftens side. Et aspekt der vil tages i betragtning under oplægget hvis tiden og forstanden giver sig.

 

Kærligheden i videnssamfundet

(Indledning til Freuds Agorás arbejdsprogram for perioden 2017-2018)

 

Så er vi her endnu en gang.

Lidt modstræbende i grunden, fordi: Hvorfor anstrenge sig så meget til ingen verdens nytte — siger lystprincippet som aldrig har villet vide noget som helst, tæt på sandheden som det mener at være.

Så er vi her, 100 år efter at Freud blev ved med at tale til murene (på universitetet i Wien), i håb om at noget dog blev hørt.

Efter katastrofen i 1914 — krigens udbrud, selvfølgelig, men for Freud og psykoanalysen ikke mindst bruddet med Jung og andre, om hvad man skulle mene med libidoen og sådan — må man lige samle sig og blive enige om ‘principperne’, ‘grundprincipperne’ helst.

Freud slår fast — med rette — at hvis der var én, der vidste hvad psykoanalysen gik ud på, så var det i hvert fald ham. Hvorefter han gav sig til at skrive sin store tractatus, kaldet Metapsykologien (eller blot Heksen), hvis opgave det ganske vist var at fungere som psykoanalysens umiskendelige organon. Det projekt blev dog ikke til noget af lutter indre modsætninger (Heksen lod sig ikke fange uden videre), hvorfor han gav sig hen til at skrive sine Forelæsninger i stedet (de samme som vi i år inviterer til at studere).

( ... )

ARBEJDSÅRET 2017 - 2018

Agoraens seminar 1

 

 

 

 

Introduktion til psykoanalysen

 

Argument til Agoraens seminar 1 2017-2018

 

 

Flere har efterlyst et ræsonneret forløb udi Sigmund Freuds lære. Selv om dette straks rejser spørgsmålet om betingelserne for psykoanalysens formidling og minder os om de vanskeligheder der er forbundet hermed, er det ikke desto mindre et rimeligt, ja, uundgåeligt krav. Til formålet kan Freuds eget forsøg på en indføring i psykoanalysen fortsat med fordel anvendes. I årene 1915-1916 og igen 1916-1917, mens 1. verdenskrig rasede, gav han sig nemlig i kast med et sådant projekt, som udmøntede sig i et undervisningsforløb der kom til at omfatte 28 forelæsninger fordelt under tre overskrifter, hvor Freud:

( ... )

 

 

Fjorten onsdage fra kl. 19 til 21, fra oktober 2017 til maj 2018.

(dvs. den 4/10, 25/10, 8/11, 22/11, 6/12 og 20/12 (2017) samt den 31/1, 21/2, 7/3, 21/3, 11/4, 25/4, 9/5, og 23/5 (2018).

 

Koordineret ved Osvaldo Cariola.

Agoraens seminar 2

 

 

 

Læsning af Lacans « L’envers de la psychanalyse »

 

Argument til Agoraens seminar 2 2017-2018

 

 

Til forskel fra Freud, der tog udgangspunkt i neuropatologien, var det ikke så meget neurologien der blev Lacans adgangsvej til psykoanalysen, men snarere hans erfaringer med psykiatrien, navnlig de spørgsmål som psykosen rejser med hensyn til virkelighedens oplevelse: Hvordan kommer virkeligheden i stand? og Hvordan indtager den enkelte en plads deri? var problematikker som længe organiserede Lacans overvejelser.

I mange år forsøgte han at anvende fænomenologien til at få klarhed over det, indtil det gik op for ham at ‘virkeligheden’ var en effekt af hvad Freud kaldte ‘den psykiske realitet’ og at realitetstestning i høj grad er forbundet til ønskets dimension.

( ... )

Hent som pdf

 

Tretten tirsdage fra kl. 19 til 21, fra september 2017 til maj 2018. (dvs. den 26/9, 10/10, 31/10, 14/11, 28/11 og 12/12 (2017) samt den 6/2, 27/2, 13/3, 3/4, 17/4, 1/5, og 15/5 (2018).

Koordineret ved Osvaldo Cariola.

Klinisk Værksted

 

Om sprogets topologi

 

 

Sidste år indledte vi oversættelsen fra fransk til dansk af Jeanne Lafonts bog « L’espace de la langue » hvor vi indtil videre er kommet igennem 4 kapitler. I år fortsætter vi dette meget berigende arbejde, som giver os adgang til de topologiske betingelser for den psykoanalytiske klinik.

 

 

Vi mødes onsdag d. 6. september kl. 19

(datoerne for de efterfølgende møder præciseres da)

 

Koordineret ved Lis Haugaard.

 

Klinisk Seminar

2017 - 2018

 

 

En Anden Snak og dens følger

 

Udtrykket En Anden Snak er en lille formel vi skylder vores kollega Maria Lense-Møller, som helt tilbage i 1990’erne foreslår den som overskrift for det initiativ vi på daværende tidspunkt satte i gang i og med oprettelsen af en frivillig rådgivning, i København, som skulle tilbyde ‘psykoanalytiske samtaler’ til dem, der måtte have brug for en afklaring af deres situation. Tanken var at vi dermed kunne åbne vores arbejde over for offentligheden, samtidig med at det ansvar der er forbundet ved en sådan aktivitet ville bidrage til en indskærpelse af vores egne refleksioner med hensyn til uddannelsesspørgsmålet og andet.

Initiativet — som på sine betingelser placerer sig i forlængelse af de ‘Poliklinikker’ som blev foranstaltet i mellemkrigstiden i både Wien og Berlin — har fungeret stort set regelmæssigt helt indtil nu. Den kliniske erfaring som i tidens løb er opsamlet, er efterhånden ganske betragtelig, og det er nu rimeligt at forsøge at få formuleret over for hinanden hvad et sådant eksperiment afstedkommer af praktisk, politisk, teoretisk og anden lærdom.

( ... )

Oversigt over Agoráens "Søndagsskole" samt argumenterner for delemnerne

(skemaet kan hentes som pdf ved at klikke på det)

Argumenter til Klinisk Seminars emner

kan hentes som pdf ved at klikke her

Psykoanalysens Dannelser

 

Sytten tirsdage fra kl. 19 til 21, fra september 2017 til maj 2018

 

(dvs. den 3/9, 19/9, 3/10, 24/10, 7/11, 21/11, 5/12 og 19/12 (2017) samt den 16/1, 30/1, 20/2, 6/3, 20/3, 10/4, 24/4, 8/5 og 22/5 (2018).

 

Koordineret ved

Frank Grohmann og

Peter Andreasen

 

 

Læsning af Jacques Lacans

« Les Écrits techniques de Freud ».

 

 

I det forgangne studieår har Psykoanalysens Dannelser koncentreret sig om undersøgelsen af Sigmund Freuds psykoanalytiske klinik. Vi har læst nogle af Freuds skrifter fra hans rapport om studierejsen til Paris i 1885-86, over bl.a. nogle skelsættende breve til Wilhelm Flieβ fra 1897, uddrag af afhandlingerne om seksualteori, indførelsen af narcissismen og om fortrængningen til neurotikernes familieroman og analysen af Goethes barndomserindring fra Dichtung und Wahrheit. Alt sammen er blevet læst med vægten på Freuds kliniske overvejelser og redegørelser for forholdene mellem sygdomsbilleder, nosografi og nosologi og de metapsykologiske udviklinger, som undersøgelserne har givet stødet til.

I sig selv er dette program fyldestgørende nok til at lægge grunden til at fortsætte undersøgelserne af Freuds kliniske udvikling – men denne gang med vægten lagt på spørgsmålet om ‘den psykoanalytiske teknik’, altså spørgsmålet om begrundelserne for den teknik, der fremtræder som ‘håndteringen’ af psykoanalysens metode. Denne linje vil vi forfølge i det kommende år, men der er dog flere grunde til at dette er velvalgt.

Idet vores læsning i det omtalte studieår 2016-2017 har koncentreret sig om Freuds kliniske udvikling med hensyn til tvangsneurose og fobi, har vi også stiftet bekendtskab med Freuds Bemærkninger om et tilfælde af tvangsneurose, som har fået kælenavnet Rottemanden, fordi Freuds patient bl.a. lider under tvangstanker, der er organiseret omkring en rottefantasi. Og vi afsluttede året med en læsning af et foredrag, som Jacques Lacan holdt den 4. marts 1953 med titlen ”Le mythe individuel du névrosé ou poésie et vérité dans la névrose” [Neurotikerens individuelle myte]; foredraget blev holdt ved en konference inden for rammerne af Collège philosophique de Jean Walh.

 

Fra tidligere

Hvor intet andet er angivet finder de forskellige arrangementer sted i Agoráens lokaler:

 

Frederiksholms Kanal 2, 2.th.

1220 København K

 

(tryk på knappen hvor der står "Agorá" og pres gadedøren ind samtidig for at komme ind)

Den perverterede krop og dødsdriften.

  

... dette farligste men samtidig

mest uskyldige af alle goder. 

Friedrich Hölderlin 

  

Vi har nu igen for os at finde ud af sado-masochismen. Lige som de foregående år tager vores vinter-seminar udgangspunkt i kroppen, hvorfor det i denne omgang bliver spørgsmålet: Hvorledes inddrages kroppen i den subjektiv position, når man ydermere ved, at sado-masochismen er et driftsgrundlag for subjektet. At ville tale om den således perverterede krop er ikke for at give den en prædikativ bestemmelse, eventuelt tillagt en fysisk størrelse, men et forsøg på at angive et forhold, vi er ude efter at analysere, som dødsdriften vedholdende gør gældende i sit  tavse virke. Vores ærinde kan derfor heller ikke undgå at tage bestik af vores samtid, med dens etiske, politiske og teoretiske udfordringer hvad angår subjektiveringen, og dermed de diskurser der nu hersker og hærger, med fascismens lokkende toner igen i horisonten. Hvis analytikerens ansvar består i solidarisk at lytte til de mennesker, som kommer og beder om vores hjælp og viden, så de selv finder ud af deres labyrint, da må analytikeren også være med til at forstå hvordan den er kommet i stand og, f.eks. hvordan sado-masochismen har kunnet bemægtige sig kroppen. 

( ... )

 

FRA ARKIVET

ANALOG

 

Frederiksholms Kanal 2, 2 t.h.

1220 København K

DIGITAL

 

www.freudsagora.dk

mail@freudsagora.dk

PEKUNIÆR

 

Konto nummer

8401 - 1097650