Jacques Lacans indsats består i bund og grund i en radikalisering af hvad Sigmund Freud kaldte Wunsch: ønsket — en term som Freud ikke rigtigt fik begrebsliggjort, optaget som han var af rigdommen ved den Vorstellung, han lige havde fået øje for, som fra første færd og hele vejen igennem blev det ufravigelige grundlag for den kommende —altid undervejs og fortsat uafsluttede— metapsykologi. Det kunne ikke være anderledes thi for Freud er Vorstellung: 1) den afgørende bestanddel i det netværk af « komplekser », som udgør det psykiske apparats ’topik’; 2) fundamentet for den driftsmæssige ‘dynamik’; 3) drivkraft, som følge af dens forviklinger, i den enkeltes subjektive økonomi. Vorstellung er nemlig ganske sælsom af natur, da den både kan fortrænges, forkastes eller fornægtes (blandt meget andet), og alligevel altid finde en udvej til at gøre sig gældende. Den bestemmer simpelthen over subjektets skæbne og derfor forstår vi godt at Freud gjorde den til omdrejningspunktet for hele den psykoanalytiske rationalitet.
( … )
Du kan læse hele argument Désir d’analyste på dansk