Colloque Lysimaque — Paris
Fascismes et totalitarismes,
guerres, démocratie(s?) et positions subjectives
[…] det kollektive er intet, andet end
subjektet for det individuelle.
Lacan, Écrits, s. 213.
Krigen, igen
Midt i fortællingen om at vi befandt os i den bedste af alle verdener og at historien endda var nået frem til sin afslutning ved kapitalistismens evige lykke, har en totalitær og kolonialistisk invasion bragt os ud af den ”dogmatiske søvn” som Europa i årevis er blevet lullet ind i under mottoet Wandel durch Handel og fået os på andre tanker. Vi må nu konstatere at historien simpelthen er kommet tilbage med fuld styrke og at den herskende administrative illusion om velsignelserne ved ‘kommunikativ handlen’, i hvert fald har nået en grænse.
Da krigen startede —der er allerede gået halvandet år, og konflikten vil sandsynligvis vare endnu længere— bemærkede en ven, at det bedste var måske at Ukraine lod sig invadere, for, som han forklarede mig —ikke uden ironi vil jeg helst tro— ”på den måde ville man i det mindste formindske ødelæggelserne”.
Argumentet virkede umiddelbart ganske fornuftigt, men forekom mig allerede den gang uantageligt. Spørgsmålet har dog ikke desto mindre meldt sig: Hvorfor kan fornuften ikke slå til, i dette tilfælde? Hvorfor kan man ikke bare holde sig inden for ‘rimelighedens grænser’ (dvs. ‘forhandle’, ‘blive enige’, ‘tale om tingene’)?
[ …]