Om hallucination og virkelighed
Peter Andreasen fik oversat denne tekst sidst i 2022. Det skete i forlængelse af vores stigende erkendelse af at den i al sin lidenhed udgør ikke mindre end højdepunktet i Freuds kliniske lære; det sted, hvor han for alvor og for altid forlader den psykiatriske baggrund der var hans udgangspunkt og åbner op for studiet af de sjælelige tilstande uden at have psykopatologien som forlæg.
På en måde holder Freud dermed op med at have med patienter at gøre og samler sig omkring spørgsmålet om betingelserne for de subjektive positioner som psykoanalysen opdager, for i stedet spørge sig om mulighedsbetingelserne for deres forskellighed. Hvad Peter og jeg den gang havde i tankerne var på sin vis at genoptage alle de ‘cases’ som Freud fik redegjort for (de fem kanoniske tekster han leverede til os — Dora, Ulvemanden, Rottemanden, Schreber og Den kvindelige homoseksuelle), i lyset af hvad netop Akropolis-teksten fremfører: nemlig, at lige så snart vi objektiverer (ja, objektaliserer, tingsliggør) en ‘patient’, da udslettes den subjektivitet der således er i færd med at give sig til kende og psykoanalysen umuliggøres. At Freud var klar over det, bevidnes af den omstændighed, at alle disse ‘cases’ forholder sig til de specifikke vanskeligheder som disse analytiske forløb beretter om (med Schreber som et særtilfælde, kan man sige, men alligevel), og udgør da så at sige negative anvisninger på hvordan-man-gør.
[ … ]