Læsning af S. Freud, »Hæmning, symptom og angst« (1926)
På trods af at Freud selv gjorde opmærksom på det »hemmelige bånd« der knytter Spørgsmålet om lægmandsanalysen (fra årene 1926-27) og hans kritik af det religiøse verdensbillede i En illusions fremtid (1927), er det først takket være Jacques Lacan at vi for alvor bliver klar over at grundlaget for denne forbindelse egentlig allerede var til stede i og med Freuds introduktion af dødsdriftshypotesen (1919-20). Hypotesen om dødsdriften var så »spekulativ« at den ikke kunne tages alvorlig af Freuds elever, selv om det for ham blev ganske bestemt den vej ad hvilke hans efterfølgende udarbejdelse skulle organiseres ud fra. Dette hemmelige bånd skulle nemlig sikre at psykoanalysen beskyttedes mod ikke blot lægernes og præsternes overtagelse, som det fremgår af de nævnte tekster fra årene 1926-27, men dertil kom at det skulle lige så vel —det er Lacan der resumerer det sådan— beskytte opdagelsen af det ubevidste mod psykoanalytikerne egen fornægtelse.
Du kan hente hele argumentet her: Hæmning