Til syvende og sidst handler Agoráens klinisk seminar vel om at opretholde et sted hvor de forskellige spørgsmål som beskæftigelsen med psykoanalysen rejser (af kasuistisk, politisk, praktisk, teoretisk, etisk og anden art), kan drøftes åbent og uden fordomme.
Hovedprincippet er antagelsen om at klinikken er hvad klinikeren kan sige om sin praksis. Enhver der håndhæver en praksis under hensyn til en kategorial ramme, udøver en klinisk virksomhed. Det gælder selvfølgelig også dem der af naive eller kyniske grunde (Lacan omtalte dette som ‘stupid empirisme’) ikke mener at handle ud fra en skematisme.
For os handler det i al fald om at diskutere begrundelsen for de (tunge) metapsykologiske antagelser som organiserer psykoanalysens virke i praksis og teori. Det være sig med hensyn til de anvendte nosografiske kriterier, de eventuelle tekniske anvisninger, psykoanalysens grænser og umuligheder, samt analytikernes organisatoriske og formidlingsmæssige blindgyder.
( … )