Læsning af Jacques Lacans « Écrits ».
Den systematiske læsning vi satte i gang sidste år, har vist sig at være både omstændelig og givtig. Det første vidste vi godt. Lacans Écrits er jo ikke ligefrem en læsebog, men snarere en samling tekster at studere. Det andet har vist sig under forskellige former: hver enkelt deltager har nemlig fået sin del af sagerne ud fra det sted vedkommende befinder sig i.
Så vi fortsætter fra det sted vi nåede frem til. Dvs. fra Lacans overvejelser om kriminologien (fra 1950), som han har ment skulle fungere som den tekst der giver os adgang til den meget vigtige « Propos sur la causalité psychique » (der egentlig udkom fire år tidligere), og som afslutter samlingens 2. sektion.
Vi forstår godt at Lacan har valgt denne orden. For det er galskaben der fører ham ind i analysen via mødet med Margarite Anzieu (kaldt Aimée i hans doktorafhandling) og hans første forsøg på at redegøre hvad der er på spil i sådanne tilstande ved hjælp af en diskussion af spejlstadiet og fænomenologiens muligheder, og det er altså også galskaben der kræver af ham at gå ’tilbage til Freud’ idet han konfronteres med frihedsspørgsmålet i samme forbindelse. Thi Lacans erfaring med de gale tillader ham ikke at gå med på psykiatriens påstand (i humanismens navn i øvrigt) om at galskaben skulle være en fornærmelse over for friheden, for, som han skriver, loin qu’elle soit pour la liberté « une insulte », [la folie] est sa plus fidèle compagne, elle suit son mouvement comme une ombre. (É., s. 176).
I begge tilfælde har vi paranoiaen som vejleder. Hos Aimée i form af en selvafstraffende vrangforestilling. Hos det moderne menneske et delirerende frihedsideal der fremmedgør med sin solipsisme. Derfor er det kohærent med Lacans undersøgelser at spejlstadiet ledsages af studier udi i forbrydelsens elementærformer, dér hvor forbrydelse og straf opvejer hinanden og frihedens væsen finder sine grænser.
Vi ved, at vi arbejder os frem til 4. sektion i bogen hvor Du sujet enfin en question vil komme på tale (som både en diskussion og kritik af subjektivismen og en endelig bestemmelse af Freuds Das Es), men dette kunne netop ikke finde sted uden det arbejde som Lacan udfører i retning af en kritik af henholdsvis ‘personligheden’, ‘individet’ og ‘massen’, som alt i alt det tager ham 20 år at gennemføre. Hvad han til gengæld understreger med stigende kraft, er den enkeltes afhængighed af en social sammenhæng og navnlig betydningen af skanderingerne ved den logik som det kollektive udarbejder. Det er hvad sektion 3 fremlægger med to tekster som opsamler seks års arbejde: på den ene side den om Den logiske tid (fra 1945) og så hans Indlæg om overføring (fra 1951) som lægger op til spørgsmålet om den Anden ved netop at diskutere subjektets mulighedsbetingelser.
Alt sammen tilløb til ‘Romtalen’ i 1953 som i høj grad bunder i de overvejelser om loven, friheden og forbrydelsen som teksterne fra 40’erne får tematiseret. Tilløb som på sin vis, metapsykologisk må man nok sige, kan samles omkring et punkt: Lacans undersøgelse og afvisning af enhver tanke om psykogenesen som ramme for forståelsen af sjælelivet og psykoanalysen. ‘Tilbage til Freud’ vil i den forstand sige: væk fra fænomenologien i enhver afskygning — Husserls bevidsthedspsykologi, Heideggers væren-til-døden, Sartres frihedslovprisning (han forsøger at redde Merleau-Ponty for en tid (É., s. 179), men også han må kritiseres siden hen).
Vi genoptager arbejdet onsdag den 16. september ved at foretage en opsamling omkring teksten om psykoanalysens bidrag til kriminologien.