Læsning af Sigmund Freuds
« Spørgsmålet om Lægmandsanalysen ».
Den stående diskussion siden psykoanalysens tilblivelse har været afklaringen af kriterierne for bedømmelsen af psykoanalytikerens uddannelse. Kun på den baggrund vil man kunne tilrettelægge et passende undervisningsforløb, har man ment.
De løsninger som traditionen har foreslået dertil, har overvejende fulgt de kendte håndteringer af vidensdimensionen som fra oldtiden og frem er blevet foreslået: fra slavens savoir faire over filosoffens forhold til logos og (via spåmandens erfaringer med udsondringen af det hinsides), præstens adgang til det ubetingede, med kravet siden Descartes om at videnskaben må søge efter det reelles rationalitet.
Her opstår nøjagtigt følgende problem: fordi psykoanalytikerne (men netop ikke Freud) har haft det svært med at blive enige om hvilken type reel det ubevidste er udtryk for (når de vel at mærke har fået øje på problemet overhovedet), roder de fortsat rundt med løsninger på ‘uddannelsesproblemet’ der går fra mesterlæren over evnedyrkelse frem til drøm-men om en universel formatering i godhedens navn. ‘Løsninger’ som hver især fordrer specifikke institutionelle rammer.
I « Spørgsmålet om Lægmandsanalysen », fra 1926-1927, forklarer Freud hvorfor psykoanalysen må anskues som en disciplin suis generis, som han siger. Dvs. en diskursiv praksis som ikke kan reduceres til nogen af de hidtil kendte praksisser, fordi den bygger på et særegent objekt. Undersøgelsen af dette objekt er ganske vist fortsat i gang, forklarer han, men det er ganske tydeligt at når man tager det i betragtning ændrer det vores opfattelse af menneskeligheden, sjælelivet og de sociale fællesskaber som etableres på den baggrund. Derfor de underligheder som psykoanalysen præsenterer os for: læger som ikke er læger, syge som ikke er syge, sygdomme som ikke er sygdomme. Og derfor også den tankeforandring, for at kalde det noget, som psykoanalytikerens selv må undergå.
For Freud er klar over at ‘behandlingen’ som sådan ikke producerer en analytiker, at ‘erfaringen’ ganske vist er en nødvendig men dog ikke tilstrækkelig betingelse for produktionen af en psykoanalytiker, hvorfor han bliver nødt til at konfronteres med underligheden over alle underlighederne i den forbindelse: at analysen kan producere en slags antistof mod psykoanalysen; at på samme måde som analysen afslører at neurotikeren elsker sin tilstand og derfor ingen intension har om at lade sig helbrede, så modarbejder analytikeren selv psykoanalysen ved at ville normalisere den (gøre den smartere, hurtigere, mere professionel, produktiv og hvad man ellers kan sige herom).
Derfor er Freuds henvisning til hvad han i teksten kalder ‘den personlige ligning’ så vigtig. For det er ikke kun noget der retter sig i forhold til ‘patienten’s arbejde, det er i høj grad tænkt i forhold til analytikeren (eller den kommende analytiker) selv. Analysen af denne ligning er central, fordi dens oplysning (hvilket ikke vil sige dens afskaffelse) bestemmer over måden hvor på vedkommende vil komme til at tænke psykoanalysen i det hele taget og hans eller hendes praksis i særdeleshed. Også når den pågældende analytiker afstår fra at ville ‘teoretisere’. Thi den personlige ligning udtrykker netop den teori (som desuden altid vil være en seksualteori om hvordan-det-forholder-sig) vedkommende understøtter sin væren med, dvs. udtrykker den ubevidste viden til stede i den således antagede sammenhæng.
Analytikerenes organisering, herunder løsningen af ‘uddannelsesspørgsmålet’, er af-hængig af den type ‘personlige ligninger’ der er i omløb, dvs. af den type viden der tages hensyn til i de initiativer der foranstaltes og måden hvorpå opgaverne vælges og løses. Det siger sig selv at de forskellige aspekter ved vidensdimensionen står i forhold til vores forståelse af overføringen, et spørgsmål som hos Freud selv forblev dunkelt. « Spørgsmålet om Lægmandsanalysen » er i den forstand meget mere end et forsvar for psykoanalysen over for en lægelig overtagelse af dens færdigheder, den spørger til grundlaget til psykoanalysen selv og til betingelserne for at analytikerne kan opretholde den viden som psykoanalysen bygger på.
For yderlige at belyse hvad den viden handler om, foreslår jeg at vi efterfølgende, og for så vidt der er tid til det, læser teksten « En erindringsforstyrrelse på Akropolis », skrevet i 1936, der beretter om en hændelse der indtraf i 1904 hvor Freud oplevede en række hallucinatoriske fænomener. Det er ganske lærerigt at følge med i hvordan Freud forholder sig til noget der er sket 30 år tidligere.