Freud, Lacan, Lew
« […] selv om hele læren om elektricitet tog sit udgangspunkt i en iagttagelse af nerve–muskel–præparatet, er der dog ingen i dag der vil hævde, at den derfor skulle betragtes som et fysiologisk anliggende. Hvad psykoanalysen angår, fremfører man gerne, at den dog er opfundet af en læge i forbindelse med hans bestræbelser på at hjælpe syge. Men dette er tydeligvis ligegyldigt når det gælder om at bedømme den. »
Sigmund Freud (1926c)
Psykoanalysen er nu —hvis vi tæller fra Drømmetydning og frem— godt 120 år gammel. Tidsmæssigt strækker dens historie sig derfor over problemstillinger som omfatter vidt forskellige historiske (ideologiske, sociale, teknologiske …) epoker. Den opstod som svar på de spørgsmål som anden halvdel af det 19. årh. stod overfor og fik en første udformning i begyndelsen af det 20. årh., med de daværende intellektuelle midler der var til rådighed (ikke meget må man sige, i forhold til hvad opdagelsen af det ubevidste forlangte, hvorfor Sigmund Freud (1856-1939) ene mand måtte udtænke en helt ny disciplin). Efterhånden blev de fremførte spørgsmål præciseret og nye kom til. Freud måtte løbende tydeliggøre sine standpunkter og iagttagelser for så meget desto mere at fastholde hvad han mente var det afgørende ved psykoanalysen: den « overdetermination » som præger den anden scene, die Andere Schauplatz, der definerer det ubevidste psykisk.
Fra 1950’erne af indledte Jacques Lacan (1901-1981) en reorganisering af det således åbenbarede felt, under hensyn til de indsigter som samtidens tilstødende videnskaber viderebragte. Dette medførte en omdefinering af de forhold som psykoanalysen har med at gøre, med omfattende følger for bestemmelsen af dens formål, virkemidler, placering i samfund og kultur, og meget andet. Det gjaldt nu om at tage bestik af den subversion som subjektets inddragelse i den videnskabelige overvejelse indebærer, samt ikke mindst de følgevirkninger som dette har for forståelsen af psykoanalysen selv. Lacan arbejdede ihærdigt på dette lige indtil sin død, for nu godt 40 år siden. Paradoksalt nok var det de selvsamme ressourcer, som gjorde Lacans afgørende bidrag til psykoanalysen mulige (lingvistik, mængdelære, kybernetik, strukturalisme osv.), som forhindrede ham i at nå sine mål. Ligesom Freud havde sin tids positivisme som et vendepunkt og en forhindring, måtte Lacan på samme måde kæmpe med samtidens dominerende logisk-positivistiske ideologi. Han var godt klar over dette og forsøgte at håndtere det, men kunne ikke undslippe det « grundlagsspørgsmål » som hele det 20. århundrede var belastet af, og som stadig i dag påberåber sig retten til at definere kriterierne for, hvad der skal forstås ved rationalitet.
[ ··· ]