Læsning af Lacans “Le stade du miroir comme formateur de la fonction de Je”.
Til forskel fra Freud, hvis indgang til det ubevidste finder sted via hysterien og konversionsfænomenerne, er Lacans møde med psykoanalysen påvirket af hans erfaringer med den paranoide psykose og de spørgsmål denne rejser angående ‘virkeligheden’ og jeg-funktionen. Hvad er ‘jeget’ for en størrelse? Hvad regulerer dets virke og definerer dets muligheder?
Freud var på det rene med at jeget, som ‘instans’ betragtet, ikke var konstitutionelt givet, at det kom til i løbet af sjælelivets udvikling. Men hvordan? Hvordan fandt det sin plads et sted imellem sansning og perception, bevidsthed og driftsliv, ‘omverden’ og libidoens krav? Det stod ikke klart i mange år. Først i 1914, med indføring af begrebet om narcissismen i psykoanalysen, gives nogle muligheder for at kunne sige noget om det i egentlig forstand. Dette bliver dog på en måde overdøvet, i hvert fald begrænset i dets potentialitet, i og med at indføringen af sondringen mellem Jeget, Det’et og Overjeget kommer i stand i 1920.
(…)
Koordineret ved Osvaldo Cariola.