Systematisk læsning af Lacans « Écrits » (år 6)
2024-2025
Vi går nu ind i sjette år af vores systematiske læsning af Jacques Lacans Écrits fra 1966. Hvad der skulle have været en oversigtslæsning har vist sig at være mere omfattende end som så. Godt for det. For selv om vi langt fra opholder os ved hver tekst al den tid, de hver især kunne fortjene, giver vi dem tilstrækkeligt megen opmærksomhed så den enkelte deltager i arbejdet godt vil kunne bruge det som vejledning i sit selvstændige studie. Under alle omstændigheder er Écrits ikke til at læse, men til at studere, som allerede sagt. Vi er nu nået frem til side 793, og dermed til samlingens 7. og sidste sektion, som starter med teksten ”Subjektets subversion og ønskets dialektik i det freudske ubevidste” fra 1960.
« Subjektets subversion »s betydning kan næppe forklejnes. Opsamlingen af det arbejde Lacan udførte i 50’erne, er det samtidige udgangspunkt for hvad han kom til at producere i de efterfølgende tyve år: objektet (a), fantasmets logik, diskursens formler, lalangue …
På grund af tekstens afgørende plads, har vi besluttet at gøre noget mere ud af det ved at foretage en omhyggelig læsning. Til dette formål er der udformet et kompendium, med den franske original og den danske oversættelse fra 1973, så vi også kan forholde os til problemerne ved tekstens ordlyd på dansk den gang og i dag.
[ … ]